VIPASSANA MINDFULNESS

Psykolog og vipassanalærer

Uffe Damborg

Er Oplysning virkelig muligt?


Et uddrag af kap. 3 i ’living this life fully. Stories and Teachings of Munindra’ af Mirka Knaster (Shambala, 2010) Uddraget er oversat fra engelsk til dansk af U.D. og gengivet her med forfatterens tilladelse.

I en stor del af det tyvende århundrede blev forestillingen om Oplysning i almindelighed opfattet som en slags myte af theravada buddhister. Selvom pāli Kanonen omtaler den ene episode efter den anden om disciple, ”der træder ind i strømmen” (den ædle opnåelse af strømindtræden eller sotāpatti, den første af de fire transcendentale stadier på stien til nibbāna). De fleste buddhister mente, at den slags præstationer hørte til i den fjerne fortid, ikke i nutiden. Men fra midten af 1800-tallet i Burma genopstod Vipassana som en del af en reaktion mod kolonialismen, og indstillingen begyndte at ændre sig. For Munindra var denne udvikling heldig. Selv om han var stærkt forankret i sin families traditionelle tro, følte han, at der manglede et eller andet. Det fandt han endelig i Burma i 1957.

Munindras fromme buddhistiske forældre nærede gennem den hjemlige praksis hans tidlige tiltro til De tre juveler (Buddha, Dhamma, Sangha). Ved daggry friskede moderen lerhytten op med vand, satte en skål vand på alteret og brændte lidt røgelse på ilden, så der duftede godt. Efter opvasken gik Munindra med sine brødre ud i deres lille have og plukkede blomster til alteret. Så samlede forældre og børn sig for at chante. Når de var færdige med at recitere mantra’er og sutrā’er, bøjede drengene sig ned i respekt for de ældre og modtog deres velsignelser. Ritualet blev gentaget efter endt skolegang om eftermiddagen.
Da Munindra var cirka otte, introducerede faderen ham til Dhammasaṅgaṇī, den første sektion af Abhidhamma Pitaka (den tredje sektion af pāli-kanonen), som en slægtning havde oversat til bengalsk. Munindra var endnu for ung til at forstå indholdet, men viste stor interesse og elskede bogen.

Selvom Munindra, allerede som dreng, troede på Buddhas Oplysning, så modnedes hans urokkelige tillid (saddhā,) til De tre juveler, ikke før, han var oppe i fyrrerne. Før hans ophold i Burma tvivlede han på mange aspekter ved Dhamma'en (Læren), fordi han endnu ikke havde erfaret dem. Det ændrede sig med hans første meditative gennembrud, da han praktiserede hos Mahāsi Sayādaw. – Da jeg smagte Læren for første gang – så jeg sandheden, som den er – mit sind overstrømmedes af begejstring, af saddhā og af tillid til Dhamma'en, fortalte Munindra 1). Denne Dhamma afklarede mange af de tvivlsspørgsmål, jeg havde.
I resten af sit liv vejledte og inspirerede Munindra andre til at praktisere Læren. Saddhā blev for ham aldrig en overfladisk tro på en sekterisk tradition, men en urokkelig tillid til den afklarende og frigørende værdi af Buddhas sti. Han havde selv erfaret det og vidste, at det lod sig gøre..(..).


Det var Munindras indstilling, at hvis Oplysning lod sig gøre på Buddhas tid, så hvorfor ikke også nu? Hans engagement var så stærkt, og han var i stand til at påvirke lægfolk – i Asien og i Vesten – til at praktisere og realisere Dhamma selv midt i den pulsende hverdag. Til gengæld fortsatte nogle af dem med at hjælpe andre til at gøre det samme. Dipa Mas indflydelse bredte sig via en gruppe husmødre i Calcutta – selv om de ikke selv havde adgang til retreatcenterets fredfyldte omgivelser – men også blandt elever fra Vesten.
(.)..
Når nogen med skepsis spurgte Munindra, om Oplysning kunne lade sig gøre, om der fandtes personer, der havde nået de tre stadier, sotāpanna (strømindtræder), sakadāgāmī (enkelt-genkommer) og anāgāmī (ikke-genkommer) i moderne tid, forsikrede han om, at den slags mennesker eksisterer, men at der ingen ydre særpræg eller kendetegn er som vidnesbyrd om Oplysningen. Dette ansporede mange praktiserende til ihærdigt at fortsætte.
Da Joseph Goldstein startede med sin praksis hos Munindra i Bodh Gaya, sidst i 1960’erne og først i 1970’erne, plejede de at vandre med hinanden igennem landsbyen. Joseph husker, hvordan Munindra udpegede de jævne landsbyboere, der tidligere havde været elever hos ham, og hvoraf flere havde vundet de forskellige stadier af Oplysning. – Det gav mig enorm inspiration at se de mennesker. Ingen kunne forestille sig deres spirituelle vindinger ud fra deres ydre, udtaler Joseph. – De virkede som jævne landsbyboere, optaget af deres hverdag. Jeg fik en førstehånds indsigt i den ofte fastslåede sandhed, at Oplysningen ikke afhænger af den sociale og uddannelsesmæssige baggrund. Fordi Munindra talte en hel del om disse spirituelle stadier, og især om Dipa Ma og hendes færdigheder, siger Joseph: – Det gjorde den højeste spirituelle stræben meget nærværende og levende. Det hele forekom virkelig muligt.
Uffe Damborg samstemmer: – Jeg tror, at Nibbāna eller Oplysning det er, hvor jeg er på vej hen. Måske ikke i det her liv; men jeg har stor tillid til, at mit liv har denne retning, og at dette endemål er opnåeligt. Denne tillid opstod af den form for psykologisk og spirituel intimitet, jeg erfarede i min relation til Munindra.

.(..)..
Som Rebecca Kushin fortæller om det, så lærte hun af Munindra, at ”hvis jeg virkelig ønskede at se ind i hver detalje i mit liv og forstå, hvad det vil sige at leve, hvad der foregår i dette mysterium – og forstå sindet – så kunne jeg faktisk gøre det. I hans nærvær følte jeg virkelig, at jeg ville det. Jeg følte ægtheden indeni, og fra ham mødte jeg kun opmuntring. Jeg tvivlede aldrig på ham, når han sagde, at det rent faktisk var muligt for mig at opnå Oplysning. En eller anden fysisk lov siger – at når du sætter fart i noget, der har inerti, så fortsætter det bare – jeg fornemmer, at han gav mig et stort skub, og at jeg bare fortsætter.

Mange var nysgerrige efter at vide, hvad det var, Munindra vidste. Hvad gjorde ham så glad, rolig og elskelig? Han havde fra barnsben haft en lignende nysgerrighed over for Buddha. Oren Sofer var en af de mange videbegærlige fra Vesten, og han spurgte sig selv: – Er han Oplyst? Har han virkelig oplevet det? Er det den ægte vare? En dag spurgte Oren Munindra direkte, om han var Oplyst? Munindra lænede sig frem, tog øjenkontakt med ham og sagde til ham, at selv om han var blevet Oplyst: – Hvordan skulle jeg kunne fortælle dig det? Oren husker: – Jeg følte bare, at det blev bekræftet indeni, at det var ægte nok, og at der ikke rådede tvivl i hans sind. Det var således han fortalte mig: – Ja – men jeg kan ikke fortælle dig noget. Du er selv nødt til at finde svaret. Oplysning kan komme hvert øjeblik. Der herskede en stemning af mulighed. Det var så inspirerende for mig.
Yogier, som de mediterende ofte hedder på retreat, troede sommetider, at de vidste, hvad Oplysning var, kun for at lære noget andet af Munindra. Jeffrey Tipp fik en forsmag på, hvad spirituel fortrolighed betyder, da han talte med Munindra om en meditationsoplevelse, han havde haft på IMS. Da han havde beskrevet den for ham, spurgte Jeffrey: – Var det en sand åbning, Munindra-ji? Var det et glimt af Buddha-natur? Og Munindra svarede: Nej-nej, det var det ikke.
For Jeffrey viste det sig at blive et vendepunkt. – Han var meget kortfattet, og tilkendegav det bare som enhver anden oplevelse, men det var med overbevisende klarhed og på en venlig måde. Det lærte jeg virkelig noget af, for det brød min tilknytning til det fænomen, der var passeret, og fik mig til at påskønne dybden af det, jeg prøvede at udvikle, samt at sådanne oplevelser rakte ud over min kapacitet. Barren blev sat op. Jeg begyndte at forstå: – Jamen, jeg skal virkelig praktisere hårdt og ofre mig selv, for det rummer langt mere, end jeg havde forestillet mig.
Jeffrey fortæller, at Munindras enkle svar fungerede som en transmission: – Jeg havde, før han havde sagt det, en forudfattet mening om, hvad Oplysning var, hvad et oplyst menneske var, og hvad en oplevelse af Buddha-natur var. Jeg havde læst en hel del. Jeg havde praktiseret i seks eller otte år og også før det. Jeg havde været lærer i TM (Transcendental Meditation) og kristen munk. Jeg følte, at jeg havde en masse praktisk erfaring på kontoen og vidste, hvor jeg skulle hen. Denne oplevelse afslørede, at jeg faktisk ikke havde nogen anelse, og at jeg var nødt til at støtte mig til en oplyst lærer.
.(..)..
Munindras dybe kærlighed til Dhamma gav ham energi til timelange taler. Nogle elever følte, at det udfordrede deres tålmodighed at lytte til ham, men Matthias Barth siger: – Det var smukt og befriende at lytte til. Han kunne starte spontant, nærmest hvor det skulle være, og ville kort efter befinde sig midt i en vidtfavnende, men præcis udredning af Buddhas Lære. Hver enkelt i lokalet havde følelsen af, at han talte personligt til dem. Hans tro på Buddha, Dhamma og Sangha påvirkede den, der lyttede.
(..).
Howard Cohn siger: – Det, der gør dybest indtryk er Munindras legemliggørelse af Buddha-Dhamma; kærligheden, inspirationen, incitamentet og klarheden sammen med hans enkle levevis. Hans kærlighed til Dhamma gjorde større indtryk end nogen undervisning gjorde – plus det faktum, at han tilhørte min skolelinje i vipassanāpraksis. Det er sådan, jeg tænker på ham, og jeg føler mig meget begunstiget over at have studeret hos ham og over, at jeg er en del af det. Det har givet mig en følelse af tillid og tryghed.
.(..).
David fortsætter: - Han var virkelig inspirerende: Den glæde, han levede livet med, og hans helt afslappede væsen, trådte tydeligt frem, så snart man gjorde noget sammen med ham. Gennem det at være tæt på ham, lærte jeg, at et liv baseret på Dhamma er en ædel sti, og folk har fulgt den i tusinder af år og vil fortsætte med det, fordi den bygger på sande principper.
David husker, at Munindra engang sagde: – Har du fuldt ud accepteret den første ædle sandhed om lidelsen, så kan du ikke gå tilbage. Han tilføjer: – Den der har haft en sand oplevelse af Dhamma, kan med andre ord ikke vende tilbage til ikke-viden. Selvom du fjerner dig fra det, så kan du ikke vende tilbage og lade som om, du aldrig vidste det.
.(.)..
Selv om han underviste meget konsekvent i Mahāsi [Sayādaw] metoden, så troede han ikke på, at man skulle binde sig til en enkelt tilgang. Han mente, at hvad enten du praktiserer zen eller tibetansk eller noget andet, bare du forstår essensen af Dhamma, så er undervisningen i virkeligheden den samme overalt, og bliv derfor ikke forvirret af de forskellige fartøjer, der fragter Dhamma. Joseph Goldstein, der senere skrev One Dharma om lige netop det emne, siger, at han lærte af Munindra, at ”alle teknikkerne faktisk er midler til kyndighed.”
Det havde Munindra lært af sin lærer. Dengang han bad om tilladelse til at besøge andre praktiksteder i Burma, sagde Mahāsi Sayādaw: – Så snart du forstår sindets natur, Dhammas natur, er det ikke svært for dig. Tag kun af sted og mød alle lærerne!

Det er godt at kende Dhamma fra flere vinkler.

Gregg Galbraith siger: – En af de ting jeg lærte af Munindra var, at det er i dig selv, du skal søge og finde Dhamma. Det var derfor,

han altid sendte folk ud for at lære alle mulige steder, så de ikke stagnerede i det stereotype eller det forudbestemte.

Det hjalp mig meget, fordi jeg som de fleste elever ledte efter svaret, den rette vej, og sædvanligvis er denne søgen efter svaret

æltet ind i traditioner, ritualer og dogmer. Munindra lærte mig, at vi kan lære noget af det hele, men dette er det vigtigste:

Buddha sagde: – Vær dit eget lys.

Munindras direkte og udogmatiske undervisning var formidabel,

han bragte lyset fremog bragte det gode frem i folk.